Mange, der får diagnosen personlighedsforstyrrelse, oplever fordomme fra omgivelserne. Det kan gøre det sværere at tale åbent og søge støtte. Derfor er det afgørende at overlade vurderingen til fagfolk, så man ikke selv ender med at sætte lighedstegn mellem personlighedsforstyrrelser og stigmatisering.

Hvorfor diagnosen møder fordomme

En personlighedsforstyrrelse handler om vedvarende mønstre, der kan give vanskeligheder i hverdagen, i arbejdslivet og i nære relationer. Alligevel bliver diagnosen ofte forvekslet med dårlig karakter eller manglende vilje. Den forestilling er forkert og kan få mennesker til at skamme sig over noget, de ikke selv har valgt.

En del af stigmaet stammer fra film, serier og overskrifter, hvor personer med psykiske lidelser fremstilles som uforudsigelige eller farlige. Sådanne billeder sætter sig fast og præger synet på diagnosen. Virkeligheden er langt mere nuanceret, og de fleste lever liv, der ligner alle andres.

Fordommene kan også findes tæt på, blandt familie, venner og kolleger. Nogle oplever at blive mødt med mistillid eller reduceret til deres diagnose. Det kan føre til isolation og gøre det sværere at bede om hjælp, selv når behovet er stort, og støtten kan gøre en forskel.

Undgå at diagnosticere dig selv

Internettet er fuldt af tests og symptomlister, og det kan være fristende at bruge dem til at forstå sig selv eller andre. Men en personlighedsforstyrrelse kan ikke afgøres ud fra et spørgeskema på nettet. Mange træk overlapper med almindelige reaktioner på stress, sorg eller andre udfordringer.

En korrekt vurdering kræver grundige samtaler med en fagperson, der kender til psykiatri og kan se helheden. Lægen eller psykiateren ser på livshistorie, varighed og sammenhæng, før der stilles en diagnose. Det sikrer, at man får den rette hjælp, og at andre forklaringer ikke bliver overset.

Det er heller ikke en god idé at sætte diagnoser på partnere, kolleger eller familiemedlemmer. Selv om man mener det godt, kan en løst stillet etiket gøre skade og forstærke stigmaet. Er man bekymret for en anden, er det bedre at opfordre personen til at tale med en fagperson.

Sådan søger du hjælp

Det naturlige første skridt er at kontakte sin egen læge. Her kan man fortælle om sine oplevelser, og lægen kan vurdere, om der er behov for henvisning til psykolog eller psykiatrisk udredning. Man behøver ikke have alle svar klar. Det vigtigste er den første samtale.

Mange oplever, at en diagnose giver ro, fordi den forklarer udfordringer, de længe har kæmpet med. Der findes forskellige former for behandling og støtte, og forløbet tilpasses den enkelte. Er man i akut krise, bør man altid kontakte lægevagten eller ringe efter hjælp med det samme.

Omgivelserne kan mindske stigmaet ved at lytte uden at dømme og se mennesket bag diagnosen. Lokale foreninger og pårørendegrupper kan give viden og fællesskab, også i Faxe og omegn. Åbenhed og forståelse gør det lettere for flere at søge den professionelle hjælp, de har brug for.